Rejsebrev
Camilla og Melanie

Rejsebrev
Camilla og Melanie

Rejsebrev
Rejsebrev
Camilla Maria Holm Hansen og Melanie Palsgaard Andersen har været på praktikophold på 7. semester, efterår 2014.
Vi fandt organisationen vi rejste afsted med via en Googlesøgning. Vores organisation hedder EXIS, men der findes også Safe a Heart. Denne skulle være billigere end EXIS. EXIS havde et katalog over de forløb de udbyder.
Vi fandt de to jurarelevante forløb, som vi valgte et hver af. Derefter ansøgte vi om at komme afsted. Her skulle vi blandt andet skrive en motiveret ansøgning. Der var ikke særlig høje krav til ansøgningen – så frygt den ikke. EXIS hjalp os igennem det hele og det var derfor ret simpelt.
Vi fik desuden tilsendt en håndbog med en masse relevant information, hvilket var rigtig brugbart. Derudover forhørte vi os i vores netværk og spurgte om alt, hvad vi kunne, for at være så forberedt som muligt. Vi havde blandt andet et møde med vores underviser Jesper Lindholm, hvor han fortalte om sine erfaringer og gav os gode råd.
Det var først efter, at alt var planlagt, at instituttet hørte om vores planer, og at vi fandt ud af, at instituttet har en international vejleder tilknyttet. Denne information kunne vi godt have brugt noget før, da vi kunne have fået hjælp til boligsituationen hjemme imens vi er væk og til legater mm.
Så et råd fra os er: Få al den hjælp du kan og spørg alle dem du kender for gode råd. Det er en kæmpe hjælp! I forhold til legater så er det vores erfaring, at disse er ret svære at få, når det handler om et praktikophold, så forvent ikke at få mere end måske et – hvis du er heldig.
Phnom Penh i Cambodia bærer præg af at være et fattigt lands hovedstad. Folk er ikke særlig oplyste, så der er ikke tænkt på miljøvenlighed. Der ligger skrald i gaderne, de har en åben kloak, der løber gennem byen, og kæmpe biler og tusindvis af scootere fylder hver dag gadebilledet.
Der er alt, hvad man skal bruge her, men det er rart med andre, der kan give gode råd til, hvor man skal gå hen, for alle ting ligger lidt skjult. Der er ingen reklame for noget, og ofte handler det bare om at prøve sig frem. Der er dog alt fra supermarkeder til hospitaler, natklubber og biografer.
Phnom Penh er virkelig fyldt med kontraster. Store smukke huse står ved siden af blikhuse, kæmpe SUV’s kører rundt blandt ældgamle scootere, folk sover på gaden ved siden af det kongelige palads, og det kæmpe ny moderne AEON Mall står opført i et ellers meget normalt kvarter.
Vi bor på en form for hostel kaldet STAR Kampuchea, der er et sted udelukkende for frivillige. Her deles 3- og 5-mandsværelser. Det er meget tilfældigt, hvem man kommer til at bo sammen med, medmindre man beder specifikt om at bo på værelse sammen, som vi selvfølgelig havde gjort.
Værelserne er rigtig fine med fælles toilet og bad. I stueetagen er der et fællesrum, der fungerer som spisesal, hvor receptionen også er at finde. Dertil er der et lille udendørs areal med nogle havemøbler, hvor vi kan sidde og hygge.
Arbejdstiden svarer til en normal arbejdsdag, dog med en lang spisepause. Vi arbejder begge for NGO’er for menneskerettigheder – Melanie hos Cambodian Human Rights Action Committee (CHRAC) og Camilla hos Minority Rights Organization (MIRO).
Organisationerne har hver deres fokus, så arbejdet er på ingen måde det samme. Fælles er dog, at det er kontorarbejde med udarbejdelse af rapporter og små infotekster inden for forskellige retsområder.
Vi har begge været heldige at komme steder med masser at lave og har fået masser af ansvar. Så vi har på ingen måde følt os overflødige, men nærmere overvældede. Det er til at mærke, at man bliver regnet som en hver anden fuldtidsansat. Det er utrolig givende.
Hverdagen forløber med arbejde, lidt afslapning og hygge i spisepausen og derefter mere arbejde indtil vi er trætte og får lov til at tage hjem. Aftenerne og weekenderne bliver brugt på hygge med de andre fra huset og med rejser.
Efter ankomst havde vi to introdage, hvor den gruppe, der ankom på samme tid som os, blev introduceret for hinanden.
Første dag var vi i huset og fik en masse information og lavede lidt rollespil over kulturens ”do's and don'ts”.
Anden dag var udflugtsdag, og her kom vi rundt i Phnom Penh og så nogle af de vigtige steder.
På tredjedagen blev vi fulgt på arbejde i tuk-tuk, og herefter blev vi mere eller mindre overladt til os selv. Dette er dog intet problem, når vi altid kan spørge de ansatte og de frivillige, der har været her et stykke tid.
Der er helt højskole-agtig stemning, og det er intet problem at skabe relationer. Der sker altid noget i huset og det eneste, man skal gøre er at hoppe med på de gode ideer, og evt. selv tage initiativ. Der er altid nogen, der gerne vil med. Det er absolut ikke et must at rejse sammen med andre, da hostlet skaber god mulighed for at møde andre. Så dette skal ikke være en bekymring!
Sproget i Cambodia er Khmer. Det er umuligt at forstå, og det er derfor også kun få gloser som ’tak’, vi har indøvet. I forhold til at læse sproget er det også fuldstændig umuligt, da de har deres egne bogstaver, der ikke ligner noget, man har set før.
På kontoret taler vi engelsk, og for veluddannede mennesker er dette ikke et problem. Det hjælper også på det, at mange af de ansatte er fra vestlige eller engelsktalende lande.
I hverdagen er det mere held, om man kan finde nogle, der taler engelsk. De tuk-tuk-chauffører, der holder uden foran vores hjem, taler fint engelsk, men det er langt fra alle, der kan engelsk.
Cambodianere har det også med at sige ja, selvom de mener måske eller nej, så det kan godt være en udfordring nogle gange