Spring til indhold

Rejsebrev

Farhad Mirzad

Farhad Mirzad var på udveksling på College of Law i Taiwan som del af sin uddannelse på Aalborg Universitet.

Rejsebrev

Farhad Mirzad

Farhad Mirzad var på udveksling på College of Law i Taiwan som del af sin uddannelse på Aalborg Universitet.

Turen til National Chengchi University, College of Law, Taiwan, har været lige til at planlægge, og jeg fik det nødvendige hjælp til alt det praktiske.

Bolig

Jeg fik mulighed for at bo på Ihouse-kollegiet, som har en tilknytning til NCCU. Det havde dog for nogle været praktisk at have fået information om andre kollegier, de har i nærheden af NCCU, bedre kendt som ''the dorms''. Ihouse var meget bedre end de andre kollegier og kan klart anbefales, men det koster også 4 gange så meget. Dette kan nok være en faktor for nogle mennesker, hvorfor info om dette er vigtigt.

Undervisning

Når det kommer til valg af fag på engelsk, kræves der nok lidt mere info om udvalget. Generelt er det en svær situation at stå i, eftersom listen af de udbudte fag først bliver offentliggjort, efter man har søgt ind og blevet godkendt. Derfor kan det blive lidt udfordrende at søge merit, og man skal derfor have forhåndsgodkendt nogle fag, der var udbudt samme semester året før og dernæst vælge fag, der minder om disse.

Derudover skal man huske, at de ikke har samme ECTS-system, men et andet pointsystem. Tommelfingerreglen er, at 1 point er lig med 2 ECTS. Men hvis man følger dette, skal man have utrolig mange fag for at dække kravet på 30 ECTS. For mig var det en bedømmelse fra vores institut, der afgjorde, at fire fag var nok til at dække de 30 ECTS-point. Man skal rettere se på antal undervisningstimer og størrelsen af pensum.

Sværhedsgrad

Jeg må indrømme, at sværhedsgraden var knap så høj, som jeg frygtede, hvilket var en god nyhed. Modsat mange eksamener på AAU, så er størstedelen af eksamenerne Multiple Choice på NCCU. Det har sine fordele i lethedsgrad og ulemper ved indlæring af selve faget. Det giver dog tid til at nyde ens tid i Taiwan mere. Man skal også huske, at der bliver noteret fravær enten ved timernes start eller slutning.

Jeg vil sige, at denne tur var noget af det bedste, jeg nogensinde har prøvet, og jeg ville gøre det igen, hvis jeg fik muligheden. 

Farhad Mirzad

Oplevelser og alt det sjove

Selve oplevelserne er helt fantastiske, og de har givet hele universitetstiden mening. De mennesker, man bor sammen med på Ihouse, bliver til en familie. En del af tiden bliver brugt på byture, ikke mindst fordi 200 kr. er nok til fri bar på de bedste diskoteker OG en taxa hjem om natten.

Så har man færre skoleferier hist og her, og når man husker, at man er i midten af Asien, så koster en tur til Bali, Filippinerne, Thailand, Korea, Hong Kong og mange andre steder peanuts, i forhold til hvad det ville koste at tage af sted fra Danmark.

De fleste havde, modsat mig, planlagt at tage en tur rundt om og besøge diverse lande, men jeg fik planlagt en tur til Filippinerne. Det er en god ide at planlægge et par ture på forhånd. Selve Taiwan er noget af det smukkeste, jeg så. Taipei er en storby som New York med mange skyskrabere og verdens (tidligere) højeste bygning, men så snart man kører uden for bygrænserne, bliver man mødt med bjergrige landskaber, utroligt smukke strande og skovfulde omgivelser.

Selve folket er fantastisk, i forhold til hvad man møder herhjemme. Åbne mennesker, der kun er nysgerrige efter, hvor man kommer fra uden nogle generaliseringer eller fordomme. Det er noget helt andet, end man er vant til, og det er en del af deres kultur.

Jeg vil sige, at denne tur var noget af det bedste, jeg nogensinde har prøvet, og jeg ville gøre det igen, hvis jeg fik muligheden.