Spring til indhold

Rejsebrev

Simon Mogensen

Živjo! I stedet for at have tre valgfag på 9. semester af jura valgte Simon Mogensen at tage et semester i udlandet.

Rejsebrev

Simon Mogensen

Živjo! I stedet for at have tre valgfag på 9. semester af jura valgte Simon Mogensen at tage et semester i udlandet.

Introduktion

Jeg hedder Simon, og jeg er 26 år. I stedet for at have tre valgfag på 9. semester af jura har jeg valgt at tage et semester i udlandet. Nærmere bestemt i Ljubljana, Slovenien. 

Udlandsophold

Først bør man finde ud af, om man overhovedet har lyst til at tage til udlandet for at læse en del af sin uddannelse. Personligt kan jeg godt lide, at der er et internationalt tvist på ens uddannelse – det åbner også op for en hel del flere arbejdspladser. Men det giver også muligheden for at komme ud og møde en masse nye mennesker og en anden kultur.

Hvorfor Slovenien?

“Men hvorfor lige Slovenien?” – var et spørgsmål, jeg fik mange gange, efter jeg havde fortalt dem mine planer for et udlandsophold. Slovenien er et forholdsvist lille land med godt og vel 2 millioner indbyggere, hvoraf 280.000 af dem bor i hovedstaden Ljubljana. Så på mange punkter minder Slovenien og Danmark lidt om hinanden. Men på mindst ligeså mange punkter er de forskellige.

Ansøgningsprocessen

Universitetet i Ljubljana er en del af Erasmus-programmet, så selve ansøgningsprocessen er super let! Jeg gik på nettet og fandt de fag, som blev udbudt til mit semester. Herefter sendte jeg en ansøgning om "forhåndsmerit" til studienævnsformanden med de fem fag og en beskrivelse af fagene. Godt og vel en uge efter blev det accepteret.

Forhåndsmerit betyder, at jeg kan få optaget mine 30 ECTS-point, som jeg tager hernede hjemme, på universitetet i Aalborg. Herefter udfyldte jeg en learning agreement med personlige informationer og de fem fag, jeg havde valgt. Den blev underskrevet af internationalt kontor i Aalborg og sendt til min koordinator i Slovenien, som også underskrev min learning agreement. Sidste skridt var så at udfylde en formel ansøgning på nettet. To-tre uger senere fik jeg besked om, at jeg var blevet optaget på universitetet i Ljubljana.

Studiekulturen i Slovenien er, at man møder relativt sent på universitetet, læser til ud på eftermiddagen og aftenen, finder noget mad med sine venner, tager en øl eller en kaffe på den nærliggende bar for derefter at tage hjem.

Simon Mogensen

Sproget

Sproget i undervisningen og forelæsningerne er engelsk. Men universitetet i Ljubljana tilbyder Erasmus-studerende et intensivt kursus i slovensk. Kurset er placeret fra starten af september til slutningen af september (hernede starter studieåret 1. oktober). Kurset har en varighed af tre uger, er gratis og giver 3 ECTS-point. Der er desværre et begrænset antal pladser, så man skal være hurtig med sin ansøgning.

Den slovenske befolkning er super gode til engelsk, men som man ser det mange steder i Europa, er det den ældre del af befolkningen, der har svært ved at anvende engelsk. Derfor mener jeg personligt, at det er praktisk at deltage i sprogkurset, da mange af de mest vigtige mennesker, man skal tale med, er af ældre årgang.

Når sprogkurset er færdigt, tilbyder universitetet, at man kan tage et udvidet slovensk-kursus. Kurset foregår cirka to gange om ugen i et par timer og vil hjælpe en med at blive flydende i slovensk. Jeg har selv personligt valgt at tage det udvidede kursus. Det er nu engang rart at kunne komme hjem med lidt mere i bagagen, end hvad man ankom med.

Bolig

Boligsituationen i Ljubljana minder meget om det, vi ser i Aalborg og København. Dog har Slovenien rigtige kollegier, hvor man bor to og to sammen på 12 m2.

Som Erasmus-studerende er der 400 ledige kollegieværelser til 1000 ansøgere, så også her skal man være hurtig med sin ansøgning. Prisen for sådan et værelse er cirka 100 euro, og så deler man køkken og badeværelse.

Hvis man ikke er så heldig at få fat i et kollegieværelse, er den anden løsning at dele en lejlighed i byen, men ligeså snart man ryger ud på det private boligmarked, bliver det svært at finde noget billigere end 200-250 euro.

Transport

Ljubljana by er ret lille og er kendt for at det tager fem minutter fra alle steder. Men realiteten er nok, at man enten skal erhverve sig en cykel eller et urbana card(buskort). En cykel kan købes for omkring 50-60 euro, og et buskort med fri afbenyttelse inden for Ljubljana koster 20 euro/måneden. Ellers koster en bustur 1.20 euro.

Madkultur

Madkulturen i Slovenien er klassisk Østeuropa med kartofler, kødgryder osv. Men har selvfølgelig samme inspiration med pizza, pasta og burgere fra den vestlige verden.

Som studerende i Slovenien får du 22 måltider om måneden. Det er mere eller mindre alle restauranter i Slovenien, der er med i ordningen. Ordningen betyder, at du 22 gange på en måned kan få et måltid for 1-4 euro. Et fuldt måltid består af suppe, salat, hovedret, dessert og drikkelse. Forleden dag anvendte jeg min "studierabat" på en mexicansk restaurant og fik mad, der ville have kostet turister 20 euro, for 4 euro.

Personligt er jeg kæmpe fan af ideen. Det er selvfølgelig dejligt med billig og god mad, men det gør også, at man altid tager med sine venner på restaurant til middag eller aftensmad. Det er et super socialt koncept.

Det sociale liv

Som jeg nævnte ovenstående, har studierabatten for maden gjort det til en sædvane, at man ofte spiser ude. Dette medfører også, at der konstant er mange mennesker i byens centrum. Slovenerne er også et folk, der nyder en kaffe eller øl flere gange om ugen, så centrum er fuld af liv.

Universitetet

Der er ikke så meget at fortælle om universitetet, en forelæsning er en forelæsning, om den foregår i Slovenien eller i Danmark. Men rammerne for universitetet er super. Universitetet er placeret lige i midten af centrum med udsigt over floden, der løber igennem Ljubljana.

Studiekulturen i Slovenien er, at man møder relativt sent på universitetet, læser til ud på eftermiddagen/aftenen, finder noget mad med sine venner, tager en øl eller en kaffe på den nærliggende bar for derefter at tage hjem.

Kontakt

Det var mere eller mindre det, jeg kunne berette hjem om. Hvis der skulle være nogle spørgsmål, eller hvis man har lyst til at se nogle billeder fra mit ophold, kan det gøres/findes på nedenstående.

Instagram-profil